Mange grammatiske forklaringer bliver forvirrende, fordi de blander to forskellige spørgsmål sammen:

  1. Hvilken slags ord eller udtryk er det?
  2. Hvilken opgave har det i netop denne sætning?

Det første spørgsmål handler om ordklasser, som traditionelt også kaldes taledele.

Det andet handler om sætningsfunktioner, syntaktiske funktioner eller grammatiske relationer.

At forstå forskellen mellem disse to niveauer giver dig et solidt grundlag for at lære grammatik – ikke kun på engelsk, men på tværs af sprog.

To forskellige spørgsmål: Hvad er det, og hvad gør det?

Se på ordet Daniel i disse sætninger:

Daniel called Sarah.
Sarah called Daniel.
Sarah spoke to Daniel.
This is Daniel’s book.

Ordet Daniel er et egennavn i alle eksemplerne. Ordklassen har ikke ændret sig.

Men ordets rolle i sætningen har ændret sig:

  • i den første sætning er Daniel subjekt;
  • i den anden er det objekt;
  • i den tredje er det en del af en præpositionsfrase;
  • i den fjerde angiver det ejeren.

Det viser os den centrale forskel:

  • en ordklasse fortæller os, hvilken slags sprogligt element noget er;
  • en sætningsfunktion fortæller os, hvilken opgave elementet har i en bestemt sætning.

De to ting hænger sammen, men de er ikke det samme.

Et substantiv fungerer ofte som subjekt eller objekt, men det kan også indgå i et komplement, en modifikator eller en præpositionsfrase. Et adjektiv lægger sig ofte til et substantiv, men det kan også udgøre en vigtig del af prædikatet.

Sammenlign:

the tired student
The student is tired.

I begge sætninger er tired et adjektiv. I den første lægger det sig til substantivet student. I den anden beskriver det subjektet via verbet is.

1. Ordklasser: Hvilken slags element er det?

En ordklasse samler ord efter deres grammatiske egenskaber.

Betydningen hjælper, men den er ikke nok i sig selv. Sprogforskere ser også på spørgsmål som:

  • Hvilke former kan ordet have?
  • Hvor kan det stå i en sætning?
  • Hvilke andre ord kan det optræde sammen med?
  • Hvilke slags fraser kan det danne?

Engelske substantiver kan for eksempel ofte stå efter artikler:

a book
the house

Mange kan også bøjes i flertal:

book → books
house → houses

Engelske verber opfører sig anderledes. De kan ofte bøjes efter tid eller kongruens:

call → called
work → works
be → is, are, was, were

Den traditionelle engelske betegnelse part of speech er stadig meget udbredt, især i undervisning. I moderne sprogvidenskab foretrækker man ofte ordklasse eller leksikalsk kategori.

De vigtigste ordklasser

Den præcise inddeling varierer mellem forskellige grammatiske traditioner, men følgende kategorier er særligt nyttige, når du lærer sprog.

Substantiver

Substantiver betegner typisk personer, dyr, genstande, steder, hændelser, stoffer eller abstrakte idéer.

Sarah, teacher, dog, city, water, meeting, freedom

Substantiver kan ofte fungere som subjekt eller objekt:

Sarah opened the door.
Sarah opened the door.

Men et ord bliver ikke automatisk subjekt eller objekt, bare fordi det er et substantiv. Det afhænger af sætningen.

Verber

Verber udtrykker typisk handlinger, hændelser, processer, tilstande eller forhold.

run, call, happen, change, know, exist, be

Verber udgør som regel det grammatiske centrum i en engelsk sætning:

Sarah called Daniel.
The weather changed.
Daniel knows the answer.

Men ikke alle verber beskriver en bevidst handling. Verber som know, belong, exist og seem beskriver tilstande eller forhold snarere end handlinger.

Adjektiver

Adjektiver udtrykker typisk egenskaber, kvaliteter eller klassifikationer.

tall, interesting, difficult, wooden, international

De kan lægge sig til substantiver:

an interesting book

De kan også stå efter forbindelsesverber som be, seem eller become:

The book is interesting.
The task seems difficult.

Adverbier

Adverbier er en alsidig kategori. De kan udtrykke tid, sted, måde, grad, hyppighed eller den talendes holdning.

yesterday, here, slowly, very, often, probably

Eksempler:

Sarah arrived yesterday.
Daniel spoke slowly.
The answer is probably correct.

Ikke alle engelske ord, der ender på -ly, er adverbier, og ikke alle adverbier ender på -ly.

friendly — adjektiv
fast — adjektiv eller adverbium
often — adverbium

Pronomener

Pronomener henviser til personer, ting, grupper eller idéer uden at nævne dem ved navn igen.

I, you, she, he, it, we, they, someone, who, this

Sammenlign:

Sarah called Daniel.
She called him.

Engelske pronomener er særligt nyttige at se på, fordi nogle af dem skifter form efter deres grammatiske rolle:

she called him
he called her

Forskellen mellem she og her er med til at vise, hvem der er subjekt, og hvem der er objekt.

Determinativer

Determinativer står i begyndelsen af nominalfraser og hjælper med at præcisere, hvilken person eller ting vi mener, hvor mange der er, eller hvem de tilhører.

a, the, this, those, my, every, some, three

Eksempler:

the book
my phone
those students
three questions

Traditionelle skolegrammatikker placerer nogle gange visse af disse ord sammen med adjektiver eller pronomener. Moderne engelske grammatikker behandler ofte determinativer som en selvstændig kategori, fordi de opfører sig anderledes end almindelige adjektiver.

Præpositioner

Præpositioner udtrykker forhold, der handler om sted, tid, retning, årsag, middel, ledsagelse og meget andet.

in, on, at, with, from, to, because of, under

Eksempler:

in the room
after lunch
with Daniel
because of the weather

En præposition indleder som regel en præpositionsfrase:

Sarah spoke to Daniel.
They met after work.

Konjunktioner

Konjunktioner forbinder ord, fraser eller sætninger.

and, but, or, because, although, if

Eksempler:

Sarah and Daniel
tired but happy
We stayed inside because it was raining.

Hjælpeverber

Hjælpeverber hjælper med at danne spørgsmål, nægtelser, tid, aspekt, diatese og modalitet.

be, have, do, can, may, must, will

Eksempler:

Sarah is working.
Daniel has finished.
Did Sarah call?
You must leave.

Ord som be, have og do kan fungere enten som hjælpeverber eller som hovedverber:

Sarah has finished. — hjælpeverbum
Sarah has a car. — hovedverbum

Partikler og andre grammatiske småord

Engelsk har også småord, hvis grammatiske egenskaber ikke altid passer helt ind i de traditionelle kategorier.

Det gælder blandt andet partikler i partikelverber:

turn off
give up
look after

Den samme form kan tilhøre forskellige kategorier, alt efter hvordan den bruges:

She walked up the hill. — præposition
She stood up. — partikel eller adverbium, afhængigt af analysen

Det er en af grundene til, at grammatiske kategorier ikke altid er så enkle, som skolens oversigter kan give indtryk af.

Interjektioner og svarord

Interjektioner kan udtrykke reaktioner, følelser, hilsner eller svar i en samtale.

oh, wow, ouch, hello, yes, no

De kan udgøre en hel ytring i sig selv:

Wow!
Yes.
Hello!

De har ofte kun en løs forbindelse til den grammatiske struktur i den omgivende sætning.

2. Sætningsfunktioner: Hvilken opgave har elementet?

En sætningsfunktion beskriver, hvordan et ord, en frase eller en sætning forholder sig til resten af sætningen.

En vigtig pointe er, at det som regel ikke kun er enkeltord, der har sætningsfunktioner, men hele fraser.

I denne sætning:

The new student from Spain answered the question.

er subjektet ikke kun ordet student. Hele nominalfrasen the new student from Spain fungerer som subjekt.

Betegnelserne for sætningsfunktioner varierer lidt mellem traditionel grammatik og moderne sprogvidenskab. Følgende kategorier giver dig et nyttigt grundlag, når du lærer sprog.

Subjekt

Subjektet er det led, der har en central grammatisk forbindelse til verbet eller prædikatet.

I engelske udsagnssætninger står det ofte foran verbet:

Sarah called Daniel.
The window broke.
This book is useful.

Subjektet angiver ofte den person eller ting, der udfører en handling:

Daniel opened the door.

Men det er ikke en dækkende definition.

Subjektet kan også henvise til:

  • noget, der oplever en hændelse;
  • noget, der skifter tilstand;
  • noget, der bliver beskrevet;
  • noget, der blot eksisterer eller indgår i en situation.

Eksempler:

Sarah heard a noise.
The glass broke.
Daniel is tired.
The problem still exists.

Sarah udfører ikke en bevidst handling, når hun hører noget. Glasset vælger ikke med vilje at gå i stykker. Alligevel er Sarah og glasset stadig de grammatiske subjekter.

En mere præcis definition, som er nem at arbejde med, når du lærer grammatik, er:

Subjektet er det led, som sætningen grammatisk er bygget op omkring, og som prædikatet siger noget om.

Selv det er en tilnærmelse, fordi subjekter opfører sig forskelligt fra sprog til sprog. Men det er mere præcist end at sige, at subjektet altid er “den person, der udfører handlingen”.

Prædikat

Prædikatet er det, sætningen siger om subjektet.

I:

Sarah called Daniel.

er prædikatet:

called Daniel

I:

Daniel is tired.

er prædikatet:

is tired

I traditionel grammatik bruger man nogle gange betegnelsen prædikat mere snævert om verbet eller verbalfrasen. I moderne analyse henviser det ofte til hele den del af sætningen, som ikke omfatter subjektet.

Prædikatet kan udtrykke:

  • en handling;
  • en hændelse;
  • en tilstand;
  • en egenskab;
  • en identitet;
  • et forhold.

Eksempler:

Sarah ran home.
The window broke.
Daniel knows the answer.
Sarah is tired.
Daniel is a teacher.

Den vigtige information ligger ikke altid i verbet alene.

I:

Daniel is a teacher.

forbinder verbet is subjektet med beskrivelsen a teacher. Udtrykket a teacher bærer en stor del af sætningens leksikalske betydning.

Objekt

Et objekt er en frase, der er tæt knyttet til verbet og typisk henviser til en person eller ting, som hændelsen påvirker.

Sarah called Daniel.
Daniel opened the window.
They discussed the problem.

På engelsk skelner man almindeligvis mellem direkte objekter og indirekte objekter.

Direkte objekt

Det direkte objekt er typisk den person eller ting, som hændelsen mest direkte påvirker, som nogen opfatter eller skaber, eller som indgår mest direkte i hændelsen.

Sarah opened the door.
Daniel read the article.
They built a house.

Indirekte objekt

Det indirekte objekt henviser ofte til en modtager eller til en, der får gavn af handlingen.

Sarah gave Daniel the book.

Her er:

  • Daniel det indirekte objekt;
  • the book det direkte objekt.

På engelsk kan man ofte udtrykke et lignende forhold med en præpositionsfrase:

Sarah gave the book to Daniel.

De to strukturer ligner hinanden i betydning, men de er ikke grammatisk identiske.

Komplement

Et komplement fuldender den betydning, som et verbum, et adjektiv, et substantiv eller en sætning kræver.

Sammenlign:

Daniel became a teacher.
Sarah seems tired.
They put the book on the table.

I disse eksempler er udtrykkene med fed skrift ikke almindelige direkte objekter.

  • a teacher angiver, hvad Daniel er;
  • tired beskriver Sarah;
  • on the table angiver den placering, som verbet put kræver.

Komplement er en bred betegnelse, og grammatikbøger bruger den på lidt forskellige måder. Når du lærer grammatik, er hovedpointen, at et komplement er et led, som en anden del af sætningen kræver eller giver grammatisk plads til.

Modifikator

En modifikator tilføjer ekstra information om et andet element.

the old house
a book about language
the student who arrived late

Modifikatorer kan beskrive:

  • egenskaber;
  • mængder;
  • placeringer;
  • ejerforhold;
  • identitet;
  • yderligere omstændigheder.

De kan være enkeltord, fraser eller sætninger.

Adverbial

Et adverbial giver information om omstændighederne omkring en hændelse eller tilstand.

Det kan udtrykke:

  • tid;
  • sted;
  • måde;
  • årsag;
  • formål;
  • hyppighed;
  • varighed;
  • betingelse;
  • grad.

Eksempler:

Sarah called yesterday.
They met in Budapest.
Daniel answered very carefully.
We stayed home because of the storm.
She studies to improve her English.

Et adverbial behøver ikke at være et adverbium.

Det kan være:

  • et adverbium: yesterday;
  • en præpositionsfrase: in Budapest;
  • en nominalfrase: last week;
  • en ledsætning: because it was raining.

Det er endnu et tydeligt eksempel på forskellen mellem ordklasse og sætningsfunktion.

Yesterday er et adverbium, der fungerer som adverbial.

In Budapest er en præpositionsfrase, der fungerer som adverbial.

Last week er en nominalfrase, der fungerer som adverbial.

Forskellige typer udtryk kan have den samme sætningsfunktion.

Ordklasse og sætningsfunktion svarer ikke til hinanden én til én

Det er fristende at lære enkle koblinger som:

  • substantiv = subjekt;
  • adjektiv = modifikator;
  • adverbium = adverbial;
  • verbum = prædikat.

Disse sammenhænge er almindelige, men de er ikke faste regler.

En nominalfrase kan fungere som subjekt:

The new manager arrived.

Den kan fungere som objekt:

We met the new manager.

Den kan fungere som komplement:

Sarah became the new manager.

Den kan endda fungere som adverbial:

We met last Monday.

Et adjektiv kan lægge sig til et substantiv:

a quiet room

eller indgå i prædikatet:

The room is quiet.

En præpositionsfrase kan lægge sig til et substantiv:

the book on the table

eller fungere som adverbial:

The book is on the table.

Forholdet mellem form og funktion er altså fleksibelt:

Den samme ordklasse kan have flere funktioner, og flere slags fraser kan have den samme funktion.

Det princip er langt mere nyttigt end at lære faste én-til-én-koblinger udenad.

Et ords ordklasse ligger ikke altid fast

Det kan være nyttigt at tænke på ordklassen som “ordbogsniveauet”, men sammenligningen har sine begrænsninger.

Den samme skriftform kan have mere end én grammatisk anvendelse.

Se på det engelske ord call:

I received a call. — substantiv
Please call me. — verbum

Eller email:

I sent an email. — substantiv
Please email the document. — verbum

Eller clean:

a clean room — adjektiv
Please clean the room. — verbum

Eller fast:

a fast car — adjektiv
The car moved fast. — adverbium

På engelsk kan ord ofte skifte kategori uden at få en synlig endelse. Sprogforskere kalder ofte denne proces konversion eller nulafledning.

Det betyder, at det mest præcise spørgsmål ikke altid er:

Hvilken ordklasse tilhører dette ord?

Et bedre spørgsmål er ofte:

Hvilken ordklasse har denne ordform i netop denne sætning?

Derfor kan en ordbog opføre den samme stavemåde under flere ordklasser.

Subjektet er ikke det samme som agens

En af de vigtigste skelnen i grammatik er forskellen mellem en grammatisk funktion og en semantisk rolle.

En grammatisk funktion beskriver sætningens struktur:

  • subjekt;
  • objekt;
  • komplement.

En semantisk rolle beskriver, hvordan en deltager indgår i hændelsen:

  • agens: den, der bevidst udfører handlingen;
  • eksperient: den, der opfatter eller føler noget;
  • patiens: den deltager, som hændelsen påvirker;
  • modtager: den, der modtager noget;
  • instrument: den ting, man bruger til at udføre en handling.

Se på:

Daniel opened the door.

Daniel er både:

  • grammatisk subjekt;
  • semantisk agens.

Sammenlign nu med:

Daniel heard a noise.

Daniel er stadig det grammatiske subjekt, men semantisk har han rollen som eksperient frem for bevidst handlende agens.

Se så på:

The door opened.

Døren er subjekt, men har ikke rollen som agens.

Og:

The door was opened by Daniel.

Døren er nu det grammatiske subjekt, selvom Daniel stadig har den semantiske rolle som agens.

Denne forskel forklarer, hvorfor “subjektet er den person, der udfører handlingen” fungerer i nogle begyndereksempler, men ikke holder som generel definition.

Det grammatiske centrum er ikke altid et enkelt handlingsverbum

Mange grundlæggende grammatiske forklaringer fremstiller en sætning som:

subjekt + handlingsverbum + objekt

Det mønster er almindeligt:

Sarah opened the window.

Men engelske sætninger kan være bygget op omkring mange andre typer prædikater.

Hændelser

The window broke.

Tilstande

Daniel knows the answer.

Egenskaber

Sarah is tired.

Identitet eller klassifikation

Daniel is a teacher.

Eksistens

There is a problem.

Oplevelse

Sarah likes music.

Grammatik skal derfor beskrive mere end bevidste handlinger. Den skal også kunne forklare tilstande, egenskaber, identiteter, forandringer, oplevelser og forhold.

Gælder denne skelnen på alle sprog?

Forskellen mellem hvilken slags udtryk noget er og hvilken rolle det har i en større struktur er utrolig nyttig på tværs af sprog.

Men vi skal ikke gå ud fra, at alle sprog inddeler ord og sætningsfunktioner på præcis samme måde som engelsk.

Sprog er forskellige, når det gælder:

  • hvor tydeligt de skelner mellem substantiver, verber og adjektiver;
  • hvordan subjekter og objekter opfører sig;
  • om pronomener er nødvendige;
  • hvordan grammatiske relationer markeres;
  • hvordan de skelner mellem topik og subjekt;
  • hvor meget information de udtrykker gennem ordstilling, endelser, partikler eller verbalformer.

Derfor skelner sprogforskere mellem:

  1. sprogspecifikke kategorier, som defineres ud fra, hvordan et bestemt sprog fungerer;
  2. sammenlignende begreber, som giver forskere mulighed for at sammenligne mønstre på tværs af sprog.

Kategorierne substantiv, verbum, subjekt og objekt er meget nyttige, men deres præcise egenskaber kan ikke bare overføres uændret fra ét sprog til alle andre.

Tværsproglige projekter som Universal Dependencies bruger en fælles ramme til at analysere mange sprog og giver samtidig plads til sprogspecifikke forskelle. I den ramme registrerer man ordklasse, morfologisk information og syntaktiske relationer som separate lag. Det afspejler den samme grundlæggende indsigt, som vi har udfoldet i dette kapitel: Et udtryks type og dets rolle i en sætning hænger sammen, men er ikke det samme.

Tre spørgsmål, der gør næsten enhver sætning lettere at forstå

Når du analyserer en sætning, hjælper det at stille tre adskilte spørgsmål.

1. Hvilken slags element er det?

Er det et substantiv, et verbum, et adjektiv, et pronomen, et determinativ, en præposition, en partikel eller en anden type udtryk?

2. Hvilken rolle har det her?

Fungerer det som subjekt, objekt, komplement, modifikator eller adverbial?

3. Hvad viser os, at det har denne rolle?

Mulige signaler er:

  • ordstilling;
  • kasusendelser;
  • præpositioner eller postpositioner;
  • partikler;
  • kongruens i verbet;
  • pronomenets form;
  • sætningsstruktur;
  • intonation;
  • betydning og kontekst.

Det tredje spørgsmål fører os til et af grammatikkens mest interessante områder.

Hvordan ved den, der lytter, hvem der gjorde hvad mod hvem?

Engelsk bygger i høj grad på ordstilling. Ungarsk og russisk bruger omfattende kasusmarkering. Japansk og koreansk bruger ofte partikler. Spansk kombinerer ordstilling med verbalkongruens og differentiel objektmarkering. Mandarin bruger ordstilling, partikler, konstruktioner og kontekst.

Sprog udtrykker ikke alle grammatiske relationer på samme måde. De fordeler arbejdet forskelligt.

Hovedpointen

Den vigtigste pointe er enkel:

Et ords kategori er ikke det samme som dets funktion i en sætning.

Et substantiv er ikke automatisk et subjekt.

Et subjekt er ikke altid agens.

Et adjektiv lægger sig ikke kun til substantiver.

Et adverbial behøver ikke at være et adverbium.

Og den samme skriftform kan tilhøre forskellige ordklasser i forskellige sammenhænge.

Når du skiller disse niveauer ad, ligner grammatik mindre en samling løsrevne betegnelser. I stedet bliver den til et system af former, funktioner og relationer.

I næste kapitel sammenligner vi, hvordan forskellige sprog viser disse relationer – gennem ordstilling, kasusendelser, partikler, kongruens og kontekst.